Dybstegte koteletter og nuddelsalat

Tonkatsu er en af mine japanske livretter, som min familie opdagede da vi boede i Japan. Svinekoteletter frituresteges i panko rasp så koteletterne får en sprød overflade og en saftig konsistens.

De dybstegte koteletter serveres med ris eller som her med en nem nuddelsalat.

Tonkatsu - Dybstegte koteletter fra Bageglad.dk

Det er nogle lange dage for tiden med en masse arbejde og eksamenslæsning. Jeg havde virkelig lyst til det, man i USA kalder “comfort food”: nem nostalgisk mad. For mig betyder det noget hurtig japansk mad, der minder mig om min barndom. Denne ret husker jeg helt tilbage fra vores første år i Japan, hvor jeg endnu ikke havde lært at værdsætte fisk og derfor altid valgte tonkatsu på menuen.

Jeg synes ikke der er noget mere kedeligt end koteletter i fad, der er smagløse og tørre. Paneringen på tonkatsu gør koteletterne saftige og lækre. Koteletterne dyppes i mel, æg og rasp og steges i olie.

Koteletter dyppesKoteletter med raspStege koteletterDybstegte koteletter

Til koteletterne hører tonkatsu sauce, der er en sauce bestående af soja, worcestershire sauce og ketchup.

Tonkatsu sauce

Som tilbehør lavede jeg en hurtig nuddelsalat, bestående af nudler, æg og agurk. Ægget er lavet ved at stege æggepandekager og skære dem i strimler.

ÆggepandekageAgurk og æg i strimler

Tonkatsu: dybstegte koteletter og nuddelsalat
Mængde: 2 personer
 

INGREDIENSER
Tonkatsu:
  • 2 koteletter
  • 30 g panko rasp
  • 30 g mel
  • 1 stort æg
  • olie til stegning
Tonkatsu sauce:
  • 6 spsk ketchup
  • 2 spsk worcestershire sauce
  • 3 tsk soja
Nuddelsalat:
  • 150 g nudler
  • ⅓ agurk
  • 2 æg

FREMGANGSMÅDE
Tonkatsu:
  1. Kom mel, pisket æg og panko rasp i hver sin skål. Skær eventuelt fedt fra koteletterne. Dyp koteletterne på begge sider i denne rækkefølge: mel, æg, rasp.
  2. Opvarm ½ cm olie på en pande ved høj varme. Når olien syder omkring et lille stykke rasp er den klar til friturestegning. Læg forsigtigt hver kotelet på panden og skru ned på middel varme. Steg koteletterne på begge sider. Skær i én for at se, om de er færdige – pas på med ikke at stege dem for længe, så bliver de tørre.
  3. Læg koteletterne på et stykke køkkenrulle, så olien kan dryppe af. Server straks.
Tonkatsu sauce:
  1. Rør ketchup, worcestershire sauce og soja sammen i en skål.
Nuddelsalat:
  1. Pisk ét af æggene i en skål. Steg det på en pande, som en pandekage – vend den undervejs. Gentag med det andet æg.
  2. Lad æggepandekagerne køle af. Skær dem så ud i lange strimler.
  3. Skær agurk ud i lange strimler. Kog nudlerne efter anvisning på pakken. Rør nudlerne sammen med agurk- og æggestrimler og server straks.

Skriv kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Bedøm denne opskrift: