Fedtfattige fuldkorn bananmuffins

Fedtfattige fuldkorn bananmuffins

Sukkerfri og fedtfattige bananmuffins

Okay, jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg er bukket under for fitnesscentrenes lokkende januartilbud om gratis oprettelse og har meldt mig ind. Det er ellers 2 år siden jeg meldte mig ud, da jeg aldrig brugte det. What can I say, fitnesscenterkulturen er bare ikke mig og jeg havde alligevel for meget at se til med basketball og udendørs løbetræning.

Denne vinter har jeg bare været en værre pivskid omkring kulde og har fået ondt i halsen når jeg har løbet udenfor i under 5 grader. Det er pjat, jeg ved det, men det resulterede i at jeg ikke kom afsted, så nu tonser jeg i stedet trofast afsted på løbebåndet i fitnesscentret tre gange om ugen. Så længe jeg holder mig på løbebåndet med musik i ørerne kan jeg abstrahere fra de andre mennesker og mine dumme sarte lunger kan have det godt.

Der går tilgengæld også mere konkurrence i den for mig når man på løbebåndet hele tiden får flashet hastighed og kilometer, så nu er jeg også blevet motiveret til at tænke over lidt sundere mellemmåltider og aftensnacks for at kvitte sukkeret lidt. Jeg kan bare ikke løbe fra hvor glad jeg er for kage, så disse fedtfattige og sukkerfri fuldkorn bananmuffins er helt perfekte, fordi jeg føler, at jeg spiser en kage, men slipper for de tunge kalorier.

Fedtfattige bananmuffins fra Bageglad

De her bananmuffins er gode på så mange måder udover at være sund kage. De tager kun en halv times tid at lave og de kan fryses, så man kan lave en stor portion og have i fryseren til at tage med på arbejde når sulten melder sig ud på eftermiddagen.

De kan også tilpasses hvis du spiser efter en særlig kostplan, for eksempel laktosefrit eller vegansk. For at lave veganske bananmuffins skal du bare erstatte mælkeprodukterne med vegetabilske mælkeprodukter og honning med stevia.

Bananmuffins opskrift

Jeg kommer aldrig til at holde mig fra desserterne i weekenden (og I skal jo også have nogle lækre dessertopskrifter at læse her på bloggen, ikke?) men det giver god samvittighed i hverdagene at vælge det sundere alternativ i disse fedtfattige og sukkerfri muffins.

Sukkerfri og fedtfattige bananmuffins

Sukkerfri og fedtfattige bananmuffins

Fedtfattige fuldkorn bananmuffins

Mængde:: 12 muffins
Tilpasset fra:: Ambitious Kitchen
Udskriv

Ingredienser

  • 100 g god mørk chokolade
  • 3 modne bananer
  • 2 spsk honning**
  • 1/2 tsk vanillesukker eller 1 tsk vanilleessens
  • 1 spsk kokosolie
  • 1 æg**
  • 1 dl græsk yoghurt***
  • 1 spsk mælk****
  • 175 g fuldkornshvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 knivspids salt

Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 180 grader (alm. ovn).
  2. Hak den mørke chokolade groft og stil det til side.
  3. Skræl bananerne og bræk dem i stykker i en skål. Mos bananerne så meget som muligt med en gaffel. Tilsæt honning, vanilleessens hvis du bruger det, kokosolie, æg, græsk yoghurt og mælk. Pisk godt med et piskeris til det de våde ingredienser er rørt helt sammen.
  4. Kom mel, bagepulver og salt i en anden skål og rør det sammen. Hæld de tørre ingredienser over i de våde ingredienser og rør det sammen med en grydeske, til det er samlet til en dej - lad være med at piske eller røre for længe.
  5. Kom 12 muffinsforme i en muffinspande. Fordel dejen i de 12 muffinsforme og bag bananmuffinsene i 23-25 minutter. De er færdige når der kun hænger meget lidt dej ved en strikkepind eller tandstikker som stikkes i midten af en muffin.
  6. Lad bananmuffinsene køle af på en bagerist.

Opskriftsnoter

Disse bananmuffins er fryseegnede i op til 3 måneder.

*Kan erstattes af stevia for vegansk version

**Kan erstattes af hørfrøæg for vegansk version

***Kan erstattes af soyayoghurt for vegansk eller laktosefri version

****Kan erstattes af mandelmælk for vegansk eller laktosefri version

 


18. januar 2018 af Trine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Del med en ven