FODMAP diæt

Hvad er FODMAP diæten?

FODMAP diæten er en speciel diæt udviklet af australske forskere til mennesker, der lider af colon irritable (irritabel tyktarm).

FODMAP er en forkortelse for Fermentable Oligo-, Di-, Mono-saccharides And Polyols – en bestemt type kulhydrater, som diæten fjerner fra kosten da man mener, at de irriterer tyktarmen. Der er en række fødevarer, man skal undgå, især hvede- og mælkeprodukter.

FODMAP diæt

Hvilke fødevarer bør man spise og undgå?

Der findes flere variationer af FODMAP diæten, nogle striksere end andre. Til venstre findes den version af FODMAP diæten, som Herlev Hospital har lavet forsøg med.

Download FODMAP diæten som PDF fil.

Bemærk! I denne version af FODMAP diæten må man spise spelt. Dette er dog en hvedesort, så hvis du ingen effekt har af diæten kan du prøve at undgå spelt i et par uger for at undersøge, om det er spelten, du reagerer på.

Se også listen med FODMAP-venlige opskrifter.

Hvordan kommer du i gang med FODMAP diæten?

Hvis du har lyst til at prøve FODMAP diæten bør du planlægge dine måltider nogle dage frem. Det kan lyde nemt at droppe hvede og laktose, men de findes i ekstremt mange fødevarer og kan være svære at undgå. Sørg derfor at læse bagpå pakkerne af de fødevarer, du køber. Jeg kan anbefale at bruge laktosefri mælk og yoghurt til morgenmad og bagning.

FODMAP diæten bør overholdes fuldstændigt i cirka 6 uger. En positiv virkning kan ofte opleves allerede efter en uges tid, men man kan få det en anelse dårligere når der er gået 3 uger. Lad ikke dette slå dig ud – dette er kroppens reaktion på, at kosten ændrer sig og følges diæten over længere tid bør resultaterne kunne mærkes dagligt. Efter 6 uger bør diæten overholdes i hverdagskosten, men man kan spise mere normalt hvis man for eksempel spiser ude eller har gæster.

Bemærk at det er vigtigt at spise kosttilskud, for eksempel kalk, hvis man følger en FODMAP diæt. Tal derfor med din læge om, hvad FODMAP diæten kan betyde for dig og hvordan du skal gribe det an.

Husk også, at det bedste du kan gøre for din sarte mave er, at dyrke masser af motion. Dette hjælper mindst lige så meget som at spise rigtigt!

FrugtKød og speltpasta

Min historie

Jeg har siden gymnasietiden haft problemer med min mave og i en årrække været ind og ud af sundhedssystemet i et forsøg på at forstå, hvad der foregår. Efter fantastisk behandling på privathospitalet Hamlet kom lægerne frem til, at jeg døjer med lymfocytær colitis (tyktarmsbetændelse).

Efter nogle år fri for colitis (dejligt!) døjer jeg desværre stadig med min sarte mave og har udviklet irritabel tyktarm. Derfor passer jeg på, hvad jeg spiser og sørger for at dyrke meget motion, men det har ikke været nok til, at fjerne mavegenerne.

Derfor deltog jeg i forsøget med FODMAP diæten på Herlev Hospital fra januar til marts 2013. Jeg overholdt diæten 100% men havde desværre kun få positive virkninger af diæten. Derfor følger jeg ikke længere diæten men eksperimenterer med, at finde andre løsninger på mine mavesmerter.

Denne diæt får dog alligevel en æresside her på bloggen fordi jeg kender en del, som har haft rigtig positive virkninger af diæten. Disse personer lider af irritabel tyktarm, men ikke colitis som jeg. Det kan være pga. min historik med colitis, at diæten ikke kan fjerne alle de gener, jeg har.