Gang i de helt store bryllupsplaner

16. maj 2018 af Trine

Vores bryllup nærmer sig så småt og vi er i fuld sving for at få skabt de helt rigtige rammer om, hvad jeg ved bliver en helt fantastisk dag. Min kæreste og jeg skal giftes lørdag den 11. august i København og efterfølgende på 17 dages honeymoon til Sri Lanka og Maldiverne, og jeg glæder mig HELT VILDT – både til at fejre vores kærlighed med alle dem vi holder af, og til at tage på en skøn romantisk ferie med masser af gode oplevelser med Martin.

Vi har fået sendt invitationerne afsted og nu mangler vi “bare” at planlægge resten af vores gør-det-selv bryllup!

Bryllupsinvitationer

Det med at planlægge et bryllup samtidig med at vi begge to arbejder rigtig meget (til dels i udlandet) kræver dog en hel del mere, end jeg havde regnet med. Vi har valgt et gør-det-selv bryllup hvor vi har lejet et helt tomt lokale og selv skal stå for alt det, der skal skabe gode rammer til festen. Der er fordele og ulemper ved det:

  • Vi sparer penge per kuvert, selvom festlokalet er rigtig dyrt at leje (Københavner-priser!)
  • Vi har lokalet hele weekenden og kan gøre klar og pynte det præcis som det passer os
  • Vi kan selv vælge og købe alle drikkevarer
  • Vi har lokalet hele natten, så der er ikke noget der hedder luk-og-sluk klokken 02
  • Det kræver til gengæld rigtig rigtig rigtig meget planlægning
  • Vi skal bestille ting fra mange forskellige leverandører og jeg er meget nervøs for, at nogen ikke dukker op
  • Vi skal selv rydde op dagen derpå (dog ikke gøre rent)

Jeg har dog ikke fortrudt vores valg. Selvom det i perioder har været stressende, f.eks. da vi blev droppet af af vores oprindelige kok, har det også været rigtig sjovt at gå og finde på pynt og de særlige små ting, som vil gøre denne her fest personlig og unik.

Vi har heldigvis nu alle de “store” ting på plads:

  • Brudekjolen er købt og jeg mangler kun at få den tilpasset hos skrædderen – og kæresten har fået nyt jakkesæt
  • Et perfekt festlokale i København på Teaterøen, hvor vi sejler ud til med alle vores gæster
  • Et professionelt hold tjenere fra Tjenerteamet, som jeg er sikker på kommer til at sørge godt for os allesammen til festen
  • Aftale med en giftefoged, som skal vie os i Frederiksberg Have
  • Booket en fotograf til hele dagen (en af min kærestes bekendte)
  • Lavet en aftale med en kok, så vi får lækker fire retters japansk menu fra Sushilovers
  • Sendt invitationerne afsted!

Så mangler vi kun de 117 små ting, som også skal ordnes, men som vi må tage lidt i små bidder – alt fra at bestille is til baren til at vælge smag til bryllupskagen.

Bryllupskagen er det selvfølgelig min skønne søster der står for – ingen andre vil kunne lave en smukkere kage til os, det er jeg helt sikker på! Hun er i fuld gang med udregninger og test for at finde ud af, hvilke smagskombinationer er bedst og hvor stor kagen skal være til at mætte de 60 gæster, som skal spise den til dessert. Vi planlægger en kage i 3 eller 4 etager, overtrukket med smørcreme i stedet for fondant og så pyntet med friske blomster i rosa farver.  Jeg lover, at I kommer til at se billeder af den her på bloggen!

Vi vil rigtig gerne holde festen afslappet og uformel og derfor går vi også efter at skabe nogle rammer som passer til det. Vi har f.eks. fået venner og familie til at gemme glas fra madvarer og vil bruge dem til lys og blomster og vi har bygget en bardisk af gamle paller som vi sætter fadølsanlæg og drinks på. Vores festlokale er meget rustikt med rå bjælker i loftet og dem pynter vi med masser af lyskæder og rispapirslamper.

Og så skal I lige se den superfine ballon som jeg fik da alle mine bedste tøser overraskede mig til polterabend i lørdags! Jeg havde den sjoveste dag i selskab med de sødeste piger, så det var lige som det skulle være.

 

Share on Facebook7Pin on Pinterest1Tweet about this on TwitterEmail to someone

Om bloggen

Mette & Trine

Vi er to søstre fra København der på denne blog deler vores oplevelser med mad, kager og desserter. Mette er biolog med en særlig passion for kagedekoration. Trine er digital konsulent og elsker mere end alt andet at servere lækker mad og desserter for dem hun holder af. Læs mere

FÅ SENESTE OPSKRIFTER DIREKTE I DIN INBOX