Gulerodskage

Gulerodskage

  • 1-2 timer
  • Begynder
Gulerodskage opskrift fra Bageglad

Jeg opdagede gulerodskage i en sen alder, da det ikke er en af de kager, der er blevet bagt hjemme hos mine forældre som barn. Mit første møde med denne vidunderlighed var på en af Københavns caféer og jeg var straks forelsket.

Jeg har siden smagt god og dårlig gulerodskage – nogle tørre og kedelige, andre luftige og krydrede. Jeg besluttede mig for at eksperimentere mig frem til den perfekte gulerodskage opskrift og dette er resultatet: en svampet, krydret og let gulerodskage toppet med en luftig cream cheese glasur, som efter min mening er lige sådan en gulerodskage opskrift skal være!

Gulerodskage kræver (sjovt nok) revet gulerødder. De kan selvfølgelig rives på et rivejern, men jeg forkælede mig selv sidste år og købte en råkostmaskine og det kan anbefales, hvis du også vil undgå unødvendig armtræning 😉 Den er virkelig smart hvis man skal lave store mængder råkost eller tyndt-skårede kartoffelskiver! Jeg købte bare en billig råkostmaskine og den er faktisk rigtig god omend den fylder lidt. Man kan også købe et råkostjern til ens Kitchen Aid røremaskine, hvis man gerne vil spare plads mod at betale det dobbelte.

Nogle kan lide nødder i deres gulerodskage, f.eks. hakkede valnødder. Jeg foretrækker min gulerodskage uden nødder, men begge dele fungerer godt til denne opskrift.

Revet gulerodKrydderkage opskrift

Denne gulerodskage opskrift er rigtig nem at lave. De våde og tørre ingredienser skal bare røres sammen hver for sig og blandes derefter sammen med gulerødder og evt. nødder. Gulerodskagedejen kommes i en smurt bageform og bages i lidt over en halv time, til den er gennembagt.

Det er vigtigt først at smøre glasuren på gulerodskagen når den er kølet helt af, ellers smelter den, så vær tålmodig!

Gulerodskage er en kage de fleste kan lide og passer perfekt til efterår, fødselsdag, klassens time og mange andre begivenheder, da den er nem at lave i stor portion.

Se også disse andre gode kageopskrifter:

Til opskriften anbefaler vi

Gulerodskage opskrift fra Bageglad

Gulerodskage

Ret: Dessert
Køkken: Amerikansk
Samlet tid: 1 time 30 minutter
Mængde:: 1 bageform på cirka 22x30 cm

Denne gulerodskage opskrift er nem og giver en luftig og svampet gulerodskage med den karakteristiske krydrede smag og lækre glasur. 

Udskriv

Ingredienser

Gulerodskage:

  • 400 g gulerødder
  • 4 æg
  • 2 1/2 dl rapsolie
  • 5 dl mel
  • 2 tsk bagepulver
  • 2 dl brun farin
  • 2 dl sukker
  • 1 tsk vanillesukker
  • 3/4 spsk kanel
  • 100 g hakkede nødder (valgfrit)

Flødeost glasur:

  • 200 g flødeost
  • 1 dl flormelis
  • 3 spsk citronsaft

Fremgangsmåde

  1. Skræl gulerødderne og riv dem groft på et rivejern. Pisk æg og olie sammen i en skål. Rør mel, bagepulver, brun farin, sukker, vanillesukker og kanel sammen i en anden skål. Tilsæt æggeblandingen til de tørre ingredienser. Tilsæt revet gulerødder og hakkede nødder, hvis disse ønskes. Rør langsomt rundt til det fordeler sig i dejen.
  2. Smør en bageform. Fordel dejen i formen. Bag gulerodskagen ved 180 grader almindelig ovn i 30-35 minutter, til den slipper let i kanten og er gennembagt. Lad gulerodskagen køle helt af.
  3. Lav imens glasuren ved at komme flormelis og citronsaft i en skål. Tilsæt flødeost lidt ad gangen i små stykker og rør, til du får en cremet glasur. Sprøjt eller smør flødeost glasuren på gulerodskagen, når kagen er kølet helt af.

Dette indlæg indeholder affiliate links.


18. september 2015 af Trine

Kommentarer (18)

  • Ivalo Svar

    Er det muligt at fryse kagen?

    9. oktober 2018 at 01:42
    • Trine Svar

      Hej Ivalo
      Kagen kan fryses uden glasur 🙂

      9. oktober 2018 at 10:00
  • Britta Aaskov Svar

    Øh….. Den der glasur????? Har fulgt opskrift helt og har bare det tyndeste sprøjt af en glasur??????

    29. marts 2018 at 10:50
    • Emilie Svar

      Ved ikke om det kan være det, men med smøreosteglasur skal man passe meget på ikke at røre for lang tid – ellers bliver den “våd”.

      23. juli 2018 at 21:03
    • Dorthe Svar

      Min er meget tynd brugte elpiskeren skulle jeg ikke have gjort 😏

      21. november 2018 at 20:35
  • Sissel Svar

    Passer mængden cirka til en rund form, på 26cm? Og skal æg og olie piskes luftige, eller bare “hurtigt” sammen? 🙂

    27. marts 2018 at 12:26
    • Trine Svar

      Hej Sissel
      Ja det passer nok meget godt. Det skal bare piskes i cirka 1/2 minut 🙂 God fornøjelse!

      27. marts 2018 at 15:10
  • Camilla Svar

    Hvor mange mennesker er kagen beregnet til? 🙂

    26. januar 2018 at 10:34
  • Camilla Svar

    Hvor mange personer er kagen beregnet til? 🙂

    26. januar 2018 at 09:28
    • Trine Svar

      Hej Camilla
      Portionen giver cirka 20 stykker kage 🙂

      26. januar 2018 at 23:39
  • Line Svar

    Det er den bedste gulerodskage jeg nogen sinde har bagt, og det i første hug. Jeg måtte forlænge bagetiden ift. opskriften, men ellers virkelig god opskrift.

    3. december 2017 at 23:00
  • Winnie Svar

    Jeg har brugt noget mere flormelis i frostingen da den jo var ekstrem tynd.. Ellers mega lækker kage og nem at lave

    16. juli 2017 at 13:23
  • Charlotte Svar

    Hvilken størrelse bageform har du brugt?

    28. juni 2017 at 17:41
    • Trine Svar

      Hej Charlotte
      Formen skal være cirka 23 x 32 cm for samme højde kage som den på billedet 🙂

      29. juni 2017 at 17:45
  • Mette Svar

    Hej, mangler der ikke noget der får kagen til at hæve ?

    12. februar 2016 at 09:07
    • Trine Svar

      Hej Mette
      Jo det har du ret i, jeg havde glemt at skrive bagepulver på! Jeg har rettet det i opskriften nu. Tak for at du gjorde opmærksom på det.

      12. februar 2016 at 09:46
  • Lisa Svar

    Er det en fejl du ikke har skrevet smør i creme cheese frostingen? Eller bruger du virkelig ikke smør? Det har jeg altid gjort, men er da fristet til at prøve uden nu 🙂

    25. oktober 2015 at 09:43
    • Trine Svar

      Hej Lisa
      Man kan lave cream cheese frosting med eller uden smør. Laves den med smør bliver den stivere og kan holde formen hvis du f.eks vil lave et mønster i glasuren 🙂 Hvis den bare skal smøres på en kage behøver man sådan set ikke smør.

      26. oktober 2015 at 21:07

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Del med en ven