Hvidløgsbrød med basilikum og soltørrede tomater

Hvidløgsbrød med basilikum og soltørrede tomater

  • 2-3 timer
  • Middel
Brød med soltørrede tomater og basilikum fra Bageglad

Jeg er blevet gift med min drømmemand! Det har været den bedste men også en travl sommer, og der har ikke været meget tid til bloggen. Vi har både renoveret vores lejlighed, holdt bryllup, været på bryllupsrejse og fuld gang i arbejdet, så der er nok at se til. Men jeg håber, at få lidt mere tid i efteråret til at dele opskrifter med jer!

Her får I en opskrift på noget lækkert brød. Det er det eneste jeg kan overskue at bage lige i øjeblikket. Jeg har et eller andet for brød med krydderurter for tiden, så dette brød er proppet med smagsindtryk af hvidløg, basilikum og soltørrede tomater.

Jeg kan godt lide, at få brød til at se indbydende ud og jeg synes det ser helt festligt ud, at dette brød blev sammensat af individuelle klumper dej med fyld og derefter samlet til et rundt brød.

For at lave dette mønster i brødet skal du dele den færdighævede dej i små klumper og presse dem flade. Fordel fyld på midten af hver klump og fold dejen sammen omkring. Fordel dejklumperne i en springform og lad brødet efterhæve inden bagning.

Brøddej i springform

Når brødet er færdigbagt kan man nemt hive små bider brød af.

Brød med krydderurter fra Bageglad

Fold og pynt eventuelt brødet på en anden måde i springformen, det er kun fantasien der sætter grænser.

Prøv også denne opskrift på hvidløgsbrød med krydderier.

Hvidløgsbrød med soltørrede tomater fra Bageglad

 

Brød med soltørrede tomater og basilikum fra Bageglad

Hvidløgsbrød opskrift med basilikum og soltørrede tomater

Mængde:: 6 personer (cirka)
Udskriv

Ingredienser

Dej:

  • 50 g gær
  • 2 dl lunkent vand
  • 1 spsk sukker
  • 2 tsk salt
  • 20 g blødt smør
  • 2 dl mælk
  • 900 g mel

Fyld:

  • 4 fed hvidløg
  • 10-12 blade frisk basilikum
  • 100 g soltørrede tomater
  • 1 spsk groft salt
  • 3 spsk revet ost (valgfrit)
  • 20 g smør

Fremgangsmåde

  1. Rør gærret ud i det lunkne vand. Tilsæt sukker og salt og rør rundt, til det opløses. Tilsæt blødt smør og mælk og en tredjedel af melet og begynd at ælte dejen sammen med hænderne. Tilsæt resten af melet ad to omgange og ælt, til du har en smidig dej.
  2. Lad dejen hæve tildækket i 30 minutter.
  3. Lav imens fyldet ved at presse de fire fed hvidløg og komme det i en skål. Skyl og hak basilikummen og kom det i skålen. Tilsæt soltørrede tomater, salt, smør og eventuelt revet ost og rør det hele sammen.
  4. Smør en rund springform grundigt.
  5. Hiv små klumper af dejen, rul dem til en kugle og pres dem flade. Kom 1 spsk fyld på midten af hver flade dejklump. Tag fat i to sider af den flade dejklump og saml dem. Gentag processen med hele dejen og alt fyldet.
  6. Kom hver foldede dejklump i bageformen - begynd med yderkanten og byg indad mod midten, til formen er fyldt med dejklumper. Lad dejen efterhæve i 30 minutter.
  7. Bag hvidløgsbrødet ved 200 grader i 40-45 minutter, til det er gennembagt og gyldent. Åben springformen og lad brødet køle helt af på en bagerist inden servering.

 


19. august 2018 af Trine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Del med en ven