Italiensk marengs

Italiensk marengs

  • 0-1 time
  • Middel
Italiensk marengs opskrift

Marengs er langt mere end de tørre kys man fik hos bageren som barn. Marengs kan bruges til et væld af desserter, både som bagt marengs til en pavlova eller små marengskys, brændt marengs oven på en lækker tærte, eller som marengs i helt rå og blød form.

Basalt set består marengs bare af æg og sukker. Men marengs er ikke bare marengs. Der findes tre forskellige slags marengsopskrifter, som laves på forskellige måder og med stigende sværhedsgrad:

  • Fransk marengs (den mest almindelige og nemmeste)
  • Schweizisk marengs (den næst-nemmeste)
  • Italiensk marengs (den stærkeste og “sværeste”)

Det skal dog siges, at det er altså ikke svært at lave italiensk marengs, den kræver bare lidt mere end de to andre. Til gengæld er det også den stærkeste og den holder formen bedst og længst, uden at suge fugt til sig.

Jeg elsker italiensk marengs og jeg laver næsten altid denne slags marengs når jeg skal komme marengs oven på kager og desserter. Hvis jeg skal sprøjte marengs som skal holde en særlig form, foretrækker jeg også italiensk marengs, for så er jeg sikker på, at den er stærk nok til at holde formen. Den får sin styrke fra en sukkersirup, som røres i de piskede æggehvider.

Det vigtigste når man laver italiensk marengs er, at man har tålmodighed og lader sukkersiruppen koge langsomt og under kontrol indtil det når 116 grader. Det kræver, at man har et sukkertermometer, som præcist kan måle temperaturen under kogningen. Derefter skal sukkersiruppen hældes i æggehviderne under piskning og her er det vigtigt, at man kun tilsætter lidt af gangen så sukkersiruppen ikke kommer til at koge æggehviderne – for så ender man med en stor skål røræg i stedet for marengs!

Når først sukkersiruppen er rørt ud i marengsen har man en stærk marengs, som kan bruges med det samme. Marengsen kan bruges som den er, brændes med en gasbrænder eller bages i ovnen.

Italiensk marengs opskrift

Italiensk marengs

Samlet tid: 30 minutter
Mængde:: 7 dl (cirka)

Italiensk marengs er den stærkeste marengs, der findes. Denne type marengs holder formen godt samtidig med at den er lækker og luftig. 

Udskriv

Ingredienser

Italiensk marengs:

  • 300 g sukker
  • 120 ml vand
  • 120 g pasteuriserede æggehvider (3 bægre)
  • 1-2 tsk vanillesukker

Særligt udstyr:

Fremgangsmåde

  1. Kom æggehviderne i en stor skål og pisk med elpisker eller pisk på en køkkenmaskine indtil de bliver stive nok til at kunne stå selv. 

  2. Kom sukker og vand i en mellemstor gryde. Varm blandingen op ved lav varme og rør rundt med en grydeske, indtil sukkeret er smeltet. 

  3. Skru op til middelhøj varme og lad blandingen koge op. Lad blandingen koge indtil det når 116 grader (måles med et sukkertermometer). Fjern straks gryden fra varmen.

  4. Hæld sukkersiruppen over i de stiftpiskede æggehvider lidt af gangen imens der piskes videre. Det er vigtigt kun at hælde lidt sukkersirup i ad gangen, da siruppen ellers kan få ægget til at koge (så får du en skål med røræg). Fortsæt til alt siruppen er pisket ud i æggehviderne. 

  5. Marengsen kan nu bruges rå, brændes eller bages. 

Dette indlæg indeholder affiliate links.


15. marts 2018 af Trine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Del med en ven