Jeg har en hemmelighed…
Nu deler jeg den altså med jer: Jeg kan ikke lide lagkage. I ved, den der klassiske fødselsdagslagkage med færdigkøbte bløde lagkagebunde, fyldt med creme og flødeskum og smurt ind i et tykt lag flormelis-glasur, man har fået til utallige børnefødselsdage. Jeg synes de er overvældende søde og mangler bid. Det hele bliver bare én stor flødeskumsklat for mig!
Jeg elsker til gengæld en god lagkage med hjemmelavet lagkagebunde! Det er det med, at bundene får mere bid og bliver mere faste, som gør forskellen for mig. Derfor bager jeg altid mine egne lagkagebunde og fylder dem med alt fra mousse til smørcreme og frugt. Se for eksempel min lagkage med chokolade, vanilje og hindbær, min tropiske lagkage eller min jordbær- og rabarberlagkage. De er jo bare mums!
Den ultimative sommerlagkage
Den lagkage jeg vil dele med jer i dag er en ny favorit på lagkagelisten! Den består af hjemmelavede vanilje lagkagebunde, friske jordbær, en luftig og lækker hyldeblomstmousse og et tykt lag chokolade. For mig er det smagen af sommer og dermed den ultimative sommerlagkage.
Jeg lavede denne smukke og lækre lagkage til min fødselsdag og den skabte vild begejstring, både fordi den ser meget festlig ud og fordi den er så frisk og let. Herunder finder du opskriften og længere nede tips og tricks til at bage den flotteste lagkage selv.


Opskrift
Lagkage med jordbær og hyldeblomst
Ingredienser
Vanille lagkagebunde:
- 5 æg
- 250 g sukker
- 200 g mel
- 3 tsk vaniljesukker
Hyldeblomstmousse med halve jordbær:
- 11-13 store jordbær
- 4 blade husblas
- 3,5 dl hyldeblomstsaft
- 2 spsk friskpresset citronsaft
- ½ liter piskefløde
Mørk chokolade ganache:
- 100 g god mørk chokolade
- 1 dl piskefløde
Vanille smørcreme (til pynt):
- 10 g smør (blødt)
- 1,5 dl flormelis
- 5 dråber vaniljeessens
- 2 spsk mælk
Andet pynt:
- 6-8 jordbær (skyllet og skåret i skiver)
- 4-5 chokoladecigarer (skåret i stykker)
Sådan gør du
Vanille lagkagebunde:
- Dagen før kagen skal serveres bages lagkagebundene.
- Kom æg og sukker i en stor skål eller skålen på en røremaskine og pisk det sammen i 10 minutter, indtil du får en tyk og hvidlig æggesnaps.5 æg, 250 g sukker
- Rør mel og vanillesukker sammen i en anden skål og tilsæt det lidt ad gangen til æggesnapsen under omrøring, indtil alt melet er rørt ud i æggesnapsen til en dej.200 g mel, 3 tsk vaniljesukker
- Smør 2 springforme med Ø26 cm*. Fordel dejen i de 2 springforme (brug en vægt så dejen fordeles præcist) og bag lagkagebundene en ad gangen ved 200 grader (alm. ovn) i 10-11 minutter, indtil den har sluppet kanten lidt og er svagt gylden. Lad lagkagebundene køle helt af i springformene på en bagerist.
- Skær de gyldne kanter af lagkagebundene, hvis du vil have dem til at se ud som på billederne (valgfrit).
- Flip lagkagebundene, så bunden vender opad, og sæt den ene lagkagebund på det fad, du vil servere lagkagen på. Kom en justerbar bagering omkring lagkagebunden og stram til, så den passer (eller brug ringen fra din springform hvis du ikke har en bagering).
Hyldeblomstmousse med halve jordbær:
- Skyl jordbærrene, skær stilken af og halvér dem. Sørg for, at de har en flad bund og at de alle har nogenlunde samme højde, når de stilles på bunden. Placér jordbærrene oven på lagkagebunden med den flade side udad mod den justerbare bagering tæt ved siden af hinanden hele vejen rundt.11-13 store jordbær
- Læg husblassen i blød i koldt vand i 10 minutter.4 blade husblas
- Kom hyldeblomstsaften og citronsaften i en lille gryde. Opvarm det indtil det koger og lad det småkoge i 1 minut inden gryden fjernes fra varmen.3,5 dl hyldeblomstsaft, 2 spsk friskpresset citronsaft
- Vrid husblassen fri for vand og kom husblassen i hyldeblomstblandingen og rør rundt, til det er helt opløst. Lad det køle af i cirka 5 minutter.
- Pisk piskefløden til flødeskum i en stor skål. Hæld hyldeblomstblandingen over i skålen med flødeskum lidt ad gangen imens du forsigtigt rører med en stor grydeske. Vend hyldeblomstblandingen i flødeskummet indtil det er helt fordelt.1/2 liter piskefløde
- Hæld hyldeblomstmoussen over lagkagebunden med jordbær i midten, så den flyder ud. Hæld indtil hyldeblomstmoussen lige præcis dækker jordbærrene. Ryst forsigtigt bageringen lidt, så moussen fordeler sig helt jævnt.
- Stil kagen i køleskabet i 30 minutter.
- Tag kagen ud og læg den anden lagkagebund oven på hyldeblomstmoussen med den flade og pæne bund opad. Stil kagen i køleskabet i minimum 6 timer (gerne længere!).
Mørk chokolade ganache:
- Hak den mørke chokolade groft og kom den i en skål. Kom piskefløden i en lille gryde og lad det varme op ved middelhøj varme til det når kogepunktet.100 g god mørk chokolade, 1 dl piskefløde
- Hæld den varme piskefløde over den hakkede chokolade og lad det stå uden at røre i det i 5 minutter. Rør så chokoladen sammen med piskefløden med et piskeris, indtil du har en tyktflydende ganache.
- Lad chokolade ganachen køle af i 2 minutter, inden den fordeles på kagen.
- Skrab langs toppen af kagen med en flad spatel så du får et helt pænt jævnt lag chokolade.
- Stil kagen i køleskabet i minimum 30 minutter inden den pyntes.
Vanille smørcreme:
- Pisk smør, flormelis, vanilleessens og mælk med en elpisker indtil du får en tyk smørcreme. Kom den i en sprøjtepose med en lille stjernetylle.10 g smør, 1,5 dl flormelis, 5 dråber vaniljeessens, 2 spsk mælk
Pynt:
- Pynt toppen af kagen med jordbær i skiver, stykker af chokoladecigarer og små sprøjtede stjerner af vanille smørcreme.6-8 jordbær, 4-5 chokoladecigarer
Noter
Tips til at lave jordbærmønstret
Finishen på din jordbær- og hyldeblomstlagkage afgøres af hvor umage du gør dig med at skære og anrette jordbærrene på lagkagen.
Den smukke jordbærkant laves ved at halvere jordbær (som er nogenlunde lige store) og placere dem med den afskårne side udad. Hyldeblomstmoussen hældes efterfølgende forsigtigt over uden at vælte jordbærrene og når den sætter sig i køleskabet fæstner den jordbærrene, så de holder deres plads. Resultatet bliver den fineste elegante jordbærkant.
Du får det smukkeste resultat ved at bruge en justerbar bagering, fordi den kan spændes helt ind til at passe perfekt rundt omkring den nederste lagkagebund. Har du ikke sådan en kan du bruge en springform, men du kan risikere, at den ikke passer helt og at moussen derfor løber lidt ud imellem jordbærrene.
For et ekstra smukt finish kan du sætte kageplast på indersiden af formen, så din mousse bliver helt glat og fin.
Sådan samles lagkagen:
- Placer den nederste lagkagebund med den afskårne side opad på dit lagkagefad.
- Stram en rund kagering omkring lagkagebunden.
- Placer halverede jordbær med den afskårne side udad hele vejen rundt.
- Fyld hyldeblomstmousse i kagen forsigtigt uden at vælte jordbærrene. Bank gerne kagen let så du sikrer, at moussen når helt ind imellem jordbærrene.
- Læg den øverste lagkagebund på med den afskårne side opad og tryk let ned på den.
- Stil lagkagen på køl indtil moussen har sat sig før kageringen forsigtigt løsnes (kør evt. en skarp kniv langs indersiden hvis du ikke bruger kageplast).




Pynt din jordbærlagkage
Lagkagen er smuk i sig selv, men jeg synes det giver lidt ekstra at pynte toppen. Jeg har fordelt et tyndt lag mørk chokoladeganache på toppen af kagen for en smuk finish. Og så har jeg lagt en bunke halve jordbær, kvarte chokoladecigarer og små stjerner af vanilje smørcreme.
Jeg synes det blev et super festligt resultat!

































68 kommentarer
Lavede den til min mors 85 års fødselsdag 🇩🇰 Næste gang vil jeg lave bunde af 1/2 portion. Og sørge for at der er fuld smæk på smagen i hyldeblomstmoussen.