Luftige speltboller

Luftige speltboller

1. maj 2013 af Trine
  • 1 - 2 timer
  • Middel
Luftige speltboller fra Bageglad

Lige i øjeblikket føles det som om tiden går ufatteligt hurtigt, samtidig med at den slet ikke går hurtigt nok. Jeg har uhyggeligt travlt med eksamensopgaver, masser af arbejde, legatsøgning, rejseplanlægning og udlejning af min lejlighed samtidig med at jeg blot går og veeenter på at de næste to måneder går så jeg kan komme afsted til Australien!

Det er alligevel noget af et projekt at søge legater, søge forhåndsgodkendelse af fag, skaffe forsikringer, udleje lejlighed, finde flybilletter og søge visum – men jeg er sikker på at det bliver det hele værd når jeg først sidder i flyveren og kan slappe af i hele 25 timer før jeg lander i Brisbane.

Mens jeg venter på at tiden går og forsøger at holde tungen lige i munden med alle mine projekter kan I lige nyde disse fantastiske speltboller, som jeg især nød da jeg prøvede FODMAP diæten. Bollerne er fantastisk luftige og smager bare himmelsk! De kan bruges som fødselsdagsboller eller bare til en eftermiddag med hygge.

Luftige speltboller fra Bageglad

Man får den lækreste, luftige dej ved at ælte denne speltdej på køkkenmaskine, men den kan også æltes i hånden. Placer små kugler af dej i en bageform beklædt med bagepapir.

BolledejNybagte boller

Når bollerne er bagt pensles de med lidt smeltet smør som suger ind i bollerne og giver dem en lækker overflade. Her kan bollerne drysses med lidt havregryn eller sesam.

Resultatet er fantastisk luftige fødselsdagsboller eller bare lækre boller til eftermiddagskaffen. Disse boller er så lækre og luftige at du sikkert spiser dem allesammen, men de kan også sagtens fryses.

Se også vores andre opskrifter på boller og brød.

Speltboller opskrift fra Bageglad

Luftige speltboller opskrift fra Bageglad
4.6 fra 15 stemmer
Udskriv

Luftige speltboller opskrift

Mængde: 10 stk

Ingredienser

  • 2 1/2 dl lunkent vand
  • 75 g afkølet smeltet smør + lidt til pensling
  • 50 g gær
  • 1 spsk sukker
  • 1 1/2 teske salt
  • 1 æg
  • 8 dl sigtet speltmel
  • evt. havregryn eller sesamfrø

Fremgangsmåde

  1. Kom vandet i en skål og rør gærret ud i det. Tilsæt nu afkølet smeltet smør og sukker samt æg og salt.
  2. Ælt nu melet i lidt efter lidt til du får en glat og smidig dej - det bedste og mest luftige resultat opnås ved at bruge en køkkenmaskine.
  3. Lad dejen hæve i minimum en halv time.
  4. Tænd ovnen på 200 grader. Form dejen til små kugler og placer dem ved siden af hinanden i et ovnfast fad eller bageform beklædt med bagepapir. Lad bollerne efterhæve i cirka 15 minutter.
  5. Bag bollerne i 15-17 minutter til toppen er gylden. Tag dem ud af ovnen og pensl dem med lidt smeltet smør og drys evt. med havregryn eller sesamfrø.

Kommentarer (42)

  • Maria Andersen Svar

    Fantastiske boller. Har lige taget en ny omgang ud af ovnen. Jeg har denne gang tilføjet 2spsk. Husk, 2 revne gulerødder, græskarkerner, halvt sigtet/fuldkornsspeltmel. De er blevet rigtig gode 🙂 tak for opskriften
    Hilsen Maria

    16. november 2013 at 13:02
  • Bettina Svar

    Hvor er de gode!!!
    De er blevet godt modtaget herhjemme, da de både ligner og smager som alm. hvide hvedeboller.
    Kan kun anbefales 🙂
    Penslede med æg og dryssede med frøblandingen beregnet til smoothies fra Urtekram, inden de blev bagt.

    17. oktober 2013 at 16:22
    • Mette Svar

      Hej Bettina, tak for din kommentar. God ide med en anden topping, det må vi afprøve.

      21. oktober 2013 at 16:27
  • Lone Alstrup Christensen Svar

    De mest fantastiske boller jeg nogensinde har smagt – og så endda uden både hvedemel og mælk. Fantastisk:):):)

    9. oktober 2013 at 19:01
  • laura Svar

    Fantastisk gode boller!:) Har lige været på FODMAP diæt, hvor jeg prøvede utallige bolle opskrifter, men denne er uden tvivl den bedste! Kan helt sikkert anbefales:)

    30. september 2013 at 10:34
  • Karin Svar

    Tak for den dejlige opskrift – de er røget lige ind på hitlisten i hele familien 😉

    16. august 2013 at 11:18
  • Louise Svar

    Hej
    Har lige afprøvet opskriften og med super vellykket resultat! 🙂
    Men vil lige høre, om du har erfaringer med at bruge fuldkorsspeltmel i stedet for sigtet speltmel eller tilføje fiberHUSK til dejen? Jeg skal til at starte op på FODMAP diæten og vil derfor gerne sikre mig, at det lidt brød jeg kommer til at spise, er så sundt som muligt 🙂

    31. juli 2013 at 13:10
    • Trine Svar

      Hej Louise,
      Godt at høre, at bollerne blev gode 🙂 Jeg har ikke prøvet med fuldkorn eller HUSK, men jeg er sikker på, at bollerne vil blive ligeså fine, hvis du bruger det.

      2. august 2013 at 05:22
  • Tine Svar

    Hej 🙂
    De ser super lækre ud! Glæder mig til at prøve dem.
    Er smøret laktosefri? (“Fri” margarine fra coop)

    14. juni 2013 at 23:13
    • Trine Svar

      Hej Tine,
      Jeg har ikke brugt laktosefrit smør da jeg godt kunne spise almindeligt smør på FODMAP diæt, men du kan sikkert godt bruge laktosefrit 🙂

      15. juni 2013 at 15:24
  • Mette Svar

    Hej Trine
    Jeg har netop taget to plader pølsehorn ud af ovnen lavet med denne dej med et fantastisk resultat. Tror at dette godt kan gå hen at blive allround-opskriften herhjemme.
    Tak:-)

    7. juni 2013 at 05:37
  • Jórun Svar

    Jeg bagte disse boller i dag. Jeg har prøvet flere forskellige, som min datter slet ikke bryder sig om, men i dag sagde hun: disse her smager meget godt :)) og hun har spist flere af dem. Tusind tak for opskriften, den vil jeg ihvertfald prøve igen 🙂

    19. maj 2013 at 01:50
  • kirsten rasmussen Svar

    Jeg bager ret meget selv og elsker det. Derfor er jeg nødt til at skamrose dine lækre boller, familien elsker dem og det gør jeg også 🙂

    mvh Kirsten

    2. maj 2013 at 21:14
    • Trine Svar

      Hej Kirsten,
      Hvor er jeg glad for at høre, at de er populære! Jeg tror også, det er mine favoritboller 🙂

      3. maj 2013 at 07:53

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *