Små passionsfrugttærter

Små passionsfrugttærter

  • 4+ timer
  • Middel
Tærter med passionsfrugt fra Bageglad

Vi har for nyligt været på vores drømme-bryllupsrejse på Sri Lanka og Maldiverne. Kender I det når man har forventninger til en oplevelse og bliver skuffet fordi det ikke kan leve op til det, man havde forventet? Sådan var denne rejse bare slet ikke! Alt var helt fantastisk og overgik vores forventninger fuldstændigt. Glade, forelskede og fulde af indtryk vendte vi hjem til hverdagen i Danmark.

Noget af det bedste ved at være i Asien er deres kæmpe udvalg af frugt. Den friske kokos, de solmodne mangoer og ikke mindst deres sindssygt lækre og store passionsfrugter. Jeg er helt vild med passionsfrugt i drinks, i smoothies, på min morgenmad, eller at spise dem med ske bare som de er.

Selvom de passionsfrugter man kan købe i Danmark er mindre i størrelse og mængden af saft smager de stadig rigtig godt og kan bruges til en lang række desserter. Jeg har lavet disse fine små tærter med passionsfrugtmousse og passionsfrugtgelé så vi kan drømme os tilbage til paradis.

Tærte med passionsfrugtmousse og passionsfrugtgelé

Disse eksotiske små lækkerbidskener består af en sprød tærtebund, en sød men frisk og let passionsfrugtmousse, toppet med et tyndt lag passionsfrugtgelé.

Jeg er vild med mousse, men jeg synes, at de skal være lette og friske i modsætning til kompakte og tunge. Denne passionsfrugtmousse er så let, at den nærmest smelter på tungen.

Den bedste måde at bage små tærter på, er ved at bruge perforerede tærteforme. Det gør nemlig, at dejen ikke damper og hæver inde i ovnen, og derved forbliver kanterne som de var formet – og får en mere sprød afbagning. Jeg bruger perforerede tærteforme udviklet af Valrhona École du Grand Chocolat. Skal du virkelig kræse for dine tærter kan du supplere med en perforeret bageplade, så bundene bliver lige så sprøde og lækre. Begge dele kan købes hos Kunst og Køkkentøj (online eller i butikkerne i København og Århus).

Passionsfrugtmousse tærter opskrift

Passionsfrugtgeléen kan kræve lidt øvelse, så sørg for at købe lidt ekstra passionsfrugter så du kan prøve igen hvis det går lidt galt.

Mængden i opskriften er til et tyndt lag passionsfrugtgelé som vist på billederne, men du kan fordoble opskriften hvis du ønsker et tykt og helt dækkende lag. Pas på det ikke bliver for tykt, for det har en meget koncentreret og syrlig smag.

Pynt dine tærter som du ønsker. Vi brugte fine små spiselige blomster.

Passionsfrugttærte med passionsfrugtgelé

Tærter med passionsfrugt fra Bageglad

Små passionsfrugttærter

Mængde:: 6 stk
Udskriv

Ingredienser

Tærtebunde:

  • 50 g koldt smør
  • 40 g flormelis
  • 1 knivspids salt
  • 100 g mel (cirka)
  • 40 g groft mandelmel*
  • 1/2 sammenpisket æg (cirka 25 g)

Passionsfrugt mousse:

  • 3-4 passionsfrugter
  • 1/4 tsk vanillesukker
  • 15 g sukker
  • 1/2 æg
  • 15 g flormelis
  • 1 blad husblas
  • 3/4 dl piskefløde

Passionsfrugt gelé:

  • 2-3 passionsfrugter
  • 1 tsk flormelis
  • 1/2 blad husblas

Fremgangsmåde

Tærtebunde:

  1. Hvis du bruger porcelænsforme, så smør formene. Hvis du bruger perforerede forme som dem med Ø8 cm på billedet behøver du ikke smøre dem. 

  2. Hak smørret groft og kom det i en skål sammen med flormelisen. Tilsæt salt, mel, groft mandelmel og sammenpisket æg, og ælt så dejen sammen til en smidig mørdej. Hvis dejen er klistret skal du tilsætte lidt mere mel.
  3. Rul dejen ud imellem to stykker bagepapir, indtil den er cirka 3-4 mm tyk og er stor nok til, at du kan udstikke bunde til 4 tærter.
  4. Læg dejen i køleskabet i 30 minutter.
  5. Tag dejen ud af køleskabet og udstik 4 tærtebunde og beklæd tærteformene.
  6. Bag tærtebundene ved 200 grader (alm. ovn) i 10-13 minutter, til de er let gyldne.
  7. Lad tærtebundene køle helt af.

Passionsfrugt mousse:

  1. Halvér passionsfrugterne og skrab kødet ud. Pres det gennem en sigte ned i en skål, så kernerne sies fra. Du skal ende med cirka 25 g - vi brugte 3 passionsfrugter, men det afhænger af frugten.
  2. Læg husblassen i blød i en skål koldt vand i 10 minutter.
  3. Skil ægget og kom halvdelen af æggeblommen i én skål og halvdelen af æggehviden i en anden (du skal kun bruge 1/2 æg).
  4. Tilsæt vanillesukker og sukker til æggeblommen og pisk med et piskeris, så du får en æggesnaps.
  5. Tilsæt flormelis til æggehviden og pisk med en elpisker indtil du får en stiv marengs (det skal være meget tykt og flyde meget langsomt).
  6. Kom passionsfrugt saften i en lille gryde og opvarm det ved middelhøj varme indtil det når 60 grader (brug gerne et sukkertermometer). Fjern gryden fra varmen. Vrid husblassen fri for vand og kom det i gryden og rør rundt, til det er opløst.
  7. Lad passionsfrugt saften køle af til cirka 40 grader og rør den så i æggeblomme-blandingen.
  8. Kom piskefløde i en skål og pisk det til flødeskum med en elpisker. Tilsæt flødeskummet til æggeblomme-blandingen under langsom omrøring, uden at slå luften ud af flødeskummen. Tilsæt æggehvide-marengsen og rør forsigtigt rundt, til passionsfrugtmoussen er helt ensartet.
  9. Hæld passionsfrugt moussen i en sprøjtepose eller frysepose og klip et hul. Sprøjt så passionsfrugtmousse i på tærtebundene, til de er 7/8 fyldt.
  10. Stil passionsfrugt tærterne i køleskabet i minimum 2 timer.

Passionsfrugt gelé:

  1. Halver og skrab kødet ud af passionsfrugterne. Pres saften gennem en sigte ned i en lille gryde, så kernerne sies fra. Gryden skal være så lille som muligt.
  2. Læg husblassen i blød i koldt vand i cirka 10 minutter.
  3. Varm passionsfrugtsaften i den lille gryde op og giv det et hurtigt opkog. Fjern gryden fra varmen og kom flormelis i. Rør rundt til der ikke længere er klumper. Vip evt. gryden lidt så saften samles i den ene side.
  4. Vrid husblassen fri for vand og kom den i gryden med passionsfrugt saften. Rør rundt til husblassen er helt opløst.
  5. Lad geléen køle af i fem minutter og fordel den så forsigtigt på tærterne i et jævnt lag.
  6. Stil tærterne på køl i minimum 30 minutter inden servering så geléen sætter sig.

Opskriftsnoter

*Laves ved at blende en håndfuld mandler i en blender eller foodprocesser, til det er smuldret men stadig groft.

Dette indlæg indeholder affiliate links.


4. november 2018 af Trine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Del med en ven