Bryllupskage med hvide roser

Bryllupskage med hvide roser
 

  • 4+ timer
  • Øvet
Bryllupskage med hvide roser

Så blev det endelig tid til at afprøve mine kagedekorationsfærdigheder med en rigtig bryllupskage. Sammensætningen er den samme som prøve-kagen til brylluppet, som jeg lavede til min venindes kandidat-reception.

Bryllupskage med hvide roser

Jeg har før lavet stablede kager i flere etager, men denne kage var den største indtil videre – så jeg var en smule nervøs! Jeg planlagde mine dage ned til mindste detalje: bage chokoladebunde om torsdagen, lave fyld, lægge kager sammen og overtrække med fondant fredag, og stable og dekorere færdig lørdag formiddag, klar til bryllupsreception kl. 16.

Hver kage bliver lagt sammen på kagepap, så den er nem at transportere rundt og stable.


Når man skal stable en tung kage som denne er det vigtigt med noget støtte så den ikke falder sammen. Hvis det er en mindre kage kan almindelige sugerør være nok, men til denne købte jeg i stedet nogle tykkere plastikrør fra Specialkøbmanden, som man kan skære af, så de passer i kagens højde. Der skal sættes ca. fem i hver etage, og så skæres de af lidt under højden på kagen. Det er vigtigt, at de ikke er for høje, for så vil den næste etage “svæve”, og ikke hvile på etagen under.

Bunden af bryllupskagenTo etage bryllupskage

Der sættes rør ned i de tre nederste etager, og kagen stables. Husk at tryk forsigtigt ned når hver ny etage stables for at gøre den mere stabil – man kan også her nå at rette fejl, f.eks. tage nogle af rørene op og skære af, hvis man finder ud af, at de alligevel er for høje.

Når kagen er stablet sprøjtes der en kant med glasur (lavet af past. æggehvide og flormelis – også kaldet Royal Icing) rundt for at skjule de ufærdige kanter og kagepappet, hvis det kan ses. Jeg har brugt en tyl, som jeg købte for lang tid siden uden nummer, men den minder om denne fra Wilton, til at sprøjte en shell border (muslingekant) rundt på hver etage. Glasuren blev farvet creme for at matche farven på de friske roser.

Stable bryllupskageGlasur på bryllupskage

Bruden havde valgt et gennemgående hvidt tema, så derfor valgte vi fine hvide friske roser (som dog ikke var kridhvide ligesom fondanten – derfor blev kanten farvet creme) som pynt ned langs kagen. Jeg har hørt meget om friske blomster på kager og frygt for sprøjtegifte, så var derfor lidt i tvivl om, hvordan man kunne sætte roserne fast i kagen, uden at jord eller eventuelle rester fra sprøjtemidler kom i kontakt med kagen. Jeg søgte på Google (min ven!) og fandt ud af, at mange bruger disse posy picks . Et virkelig smart system, fandt jeg hurtigt ud af! De er spidse for enden og trykkes let ind i kagen, og derefter kan man sætte rosens stilk ind i holderen, så man undgår enhver kontakt mellem blomsten og kagen.

Roser på bryllupskage

Kagen blev sat klar på serveringsbordet en halv time før den skulle spises, og jeg var godt nok nervøs for, om den kunne holde, eller om den ville falde sammen. Heldigvis klarede den det, bortset fra lidt buler i den nederste etage på grund af vægten, og bruddeparret var meget glade. Da den skulle serveres blev den øverste etage taget af og sat for sig (de gemmer den til deres bryllupsdag næste år), og kagen blev derefter skåret i passende stykker etage for etage. Hele kagen var til 75 personer, men der var masser af kage tilbage. Jeg har dog altid den regel, at det er bedre at lave for meget end for lidt!

Skåret bryllupskage

Topfigurerne forestiller to elefanter efter brudeparrets ønske, da bruden har rejst meget i Afrika. De blev lavet i fondant med kraftig inspiration fra dette billede, bare med sort slips i stedet for blå butterfly, og hvide blomster over elefantbruddens slør.

Selvom der var et par enkelte skønhedsfejl i fondanten blev jeg alligevel meget tilfreds med kagen, og det er helt sikkert ikke sidste gang jeg begiver mig i krig med noget så romantisk og fint som en bryllupskage!

Elefant topfigurer


3. juli 2012 af Mette 16 kommentarer

Kommentarer (16)

  • Tina Svar

    Waw en flot kage. Har du kagepap under hver enkelt kage når du stabler den? Ved du om man kan købe kagepap i et bestemt supermarked? Vil nemlig gerne lave en toetagers kage til min datters navngivning, men det er allerede på lørdag så kan ikke nå og købe det over nettet nu.

    På forhånd tusind tak for svar 🙂

    6. april 2016 at 20:06
  • Henriette Svar

    Hej,

    Jeg står selv og skal til at lave en bryllupskage til ca. 100 pers.
    Kan du huske hvilken str. spring form du har brugt til de forskellige etager?

    Pft. 🙂
    Hilsen Henriette

    14. juli 2014 at 15:11
    • Mette Svar

      Hej Henriette, jeg beklager meget det sene svar! Den nederste etage var 32cm og så var der ca. 5cm forskel på de andre etager. Held og lykke med projektet!

      3. september 2014 at 09:13
  • mette Svar

    Er blomsterne spiselige? Flot flot 🙂

    8. juli 2014 at 18:48
    • Mette Svar

      Hej! Nej, det er friske blomster som brudeparret ønskede.

      3. september 2014 at 09:13
  • Jane Svar

    Hejsa.. Ved du om der er en dansk hjemmeside der sælger de posy picks? Tak:)

    31. maj 2014 at 12:01
    • Mette Svar

      Hej Jane
      Jeg har desværre ikke set dem på en dansk hjemmeside. Jeg har dog altid fået god service når jeg har bestilt fra England, og det kan jo godt betale sig hvis man skal have meget.
      Jeg håber, at du finder dem!
      Hilsen Mette

      4. juni 2014 at 09:51
  • Huda Svar

    Altså til glasuren ved kanten

    20. april 2014 at 18:24
  • Huda Svar

    Hvor mange æg brugte du, og flormelis

    20. april 2014 at 18:21
    • Mette Svar

      Hej Huda. Jeg plejer at bruge et bæger past. æggehvider (tror der er 1½ æggehvide i hvert bæger). Så supplerer jeg op med flormelis til den har den rette konsistens. Tror ca. en halv pakke, måske lidt mindre, måske lidt mere. Det er med at prøve sig lidt frem, ligesom når man laver almindelig glasur.

      24. april 2014 at 08:25
  • Michaela Svar

    Hej igen

    Tusind tak for svar. Kan man bestille en bryllupskage hos dig? og hvad tager du for sådan en?

    Mvh
    Michaela

    8. januar 2014 at 16:59
    • Mette Svar

      Hej Michaela, jeg laver desværre ikke kager lige i øjeblikket da jeg har en baby som kræver meget af min tid 🙂 Jeg håber du finder en anden løsning.

      16. januar 2014 at 18:44
  • Michaela Svar

    Hold da op hvor er den flot den bryllupskage. Vi skal selv lave bryllupskage til vores bryllup og har aldrig prøvet det før. Hvad vil du sige er nemmest at arbejde med marzipan eller fondant?

    28. december 2013 at 13:32
    • Trine Svar

      Hej Michaela,
      Tak for rosen 🙂 Der er fordele ved begge dele. Marcipan smager bedre men kan være lidt svært at arbejde med. Hvis du vil kaste dig ud i marcipan vil jeg helt klart råde dig til at bruge overtræksmarcipan, som er specielt beregnet til formålet. Fondant er nemt at arbejde med men smager ikke lige så godt som marcipan. Hvis du vil lave figurer, blomster eller lignende er fondant helt klart at foretrække da det er ligesom modellervoks og nemt kan formes og farves. Held og lykke med projektet!

      29. december 2013 at 18:05
  • Elisabeth Svar

    Hej.
    Hvilke mål har dine kagebunde? Skal selv bage en bryllupskage, og er lidt i tvivl om mængderne.

    10. september 2013 at 07:20
    • Mette Svar

      Hej! Den nederste etages bunde havde en diameter på 35 cm, og mener, at der var ca. 7 cm forskel på etagerne.

      15. september 2013 at 13:24

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


×

Del med en ven