Weinerbrød fastelavnsboller

Share on Facebook16Pin on Pinterest28Tweet about this on TwitterEmail to someone

Så blev jeg 24 år gammel i går! Dagen blev fejret sammen med min familie og min mor havde bagt de lækreste fastelavnsboller med creme.

Jeg har aldrig været den store fan af fastelavnsboller – i hvert fald ikke dem, man køber hos bageren. Men disse er fantastiske!! Sprød, lækker weinerbrødsdej til fastelavnsbollerne som har en lækker flødeskumscreme indeni. Jeg er overbevist! Så glædelig Fastelavn til jer alle!

Fastelavnsboller med creme fra Bageglad.dk

Fastelavnsbollerne er lavet af weinerbrødsdej – dvs. en dej, som er foldet og rullet med smør så den flækker en anelse og danner denne lækre, sprøde fastelavnsbolle.

Bagte fastelavnsboller

Fastelavnsbollerne flækkes og fyldes med en blanding af vanillecreme og flødeskum.

Creme i fastelavnsboller

Jeg kan bedst lide disse rustikke fastelavnsboller som de er, men de kan selvfølgelig pyntes med glasur eller flormelis drys.

Opskrift på fastelavnsboller fra Bageglad.dk

Fastelavnsboller opskrift
Udskriv

Fastelavnsboller opskrift

Mængde: 18 stk

Ingredienser

Remonce:

  • 60 g marcipan
  • 60 g sukker
  • 40 g blødt smør
  • 1 spsk mælk

Weinerbrødsdej:

  • 300 g koldt smør
  • 2 1/2 dl vand
  • 20 g gær
  • 1 æg
  • 2 tsk salt
  • 1 1/2 tsk kardemomme
  • 2 spsk sukker
  • 500 g mel (cirka)

Andet:

  • 2 1/2 dl piskefløde
  • Flormelis

Fremgangsmåde

Vanillecreme:

  1. Lav vanillecremen som beskrevet i opskriften og kom den i en skål. Kom plastikfilm over skålen og stil den i køleskabet, til cremen er helt kold.

Remonce:

  1. Rør alle ingredienserne sammen i en skål.

Weinerbrødsdej:

  1. Tag smørret ud af køleskabet og stil det på køkkenbordet - det skal køle lidt af til en fast konsistens. Dejen og smørret skal have nogenlunde samme temperatur for det bedste resultat.
  2. Kom vand i en skål og rør gærret ud i det. Tilsæt æg, salt, kardemomme og sukker. Rør nu mel i men lad være med at røre for meget - dejen skal blot samles men skal ikke æltes, da den så bliver hård. Stil dejen i køleskabet i cirka 30 minutter.
  3. Tag dejen ud af køleskabet og rul den ud på et melet bord til en firkant på cirka 20 x 20 cm. Stræk nu hvert hjørne af firkanten, så hjørnerne bliver lange og dejen har form som et kryds. Skær det kolde smør i skiver og læg det på midten af krydset. Fold nu hjørnerne ind over smørret, så du får en lille pakke. Kom en smule mel på kagerullen og rul let henover så pakken bliver fladere - den skal rulles ud til en flade på cirka 20 x 40 cm.
  4. Fold nu dejen i tre dele: fold 1/3 af dejen indover midten og den sidste 1/3 ind over de to lag, så dejen er i tre lag. Kom pakken i køleskabet i cirka 20 minutter.
  5. Drys lidt mere mel på bordet og rul nu dejen ud til cirka 20 x 40 cm igen. Fold den igen i tre lag og stil dejen i køleskabet i 20 minutter. Gentag dette trin så dejen i alt har fået tre gange rulninger og er i 27 lag.
  6. Tag igen dejen ud af køleskabet og rul den ud til en cirka 1/2 cm tyk firkant. Skær firkanten ud i 18 mindre firkanter. Rul hver firkant lidt tyndere og læg så en klat remonce på midten af hver. Fold firkantens fire hjørner ind over remoncen og klem dem godt sammen, så du får en lille pakke. Placer fastelavnsbollerne med lukningen nedad på en bageplade beklædt med bagepapir.
  7. Lad bollerne hæve tildækket i 1 time. Bag fastelavnsbollerne ved 210 grader i 13-16 minutter og lad dem køle af på en bagerist.

Fyld og pynt:

  1. Pisk fløden til flødeskum og rør flødeskummen sammen med cremen. Flæk fastelavnsbollerne og kom cirka 1 1/2 spiseske creme i hver. Drys eventuelt bollerne med flormelis og server straks.

Noter

Tilpasset fra: Berlingske

 

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *