Julesmåkager med chokolade

Julesmåkager med chokolade

  • 2-3 timer
  • Middel
Udstikke småkager til jul

Det er december, det er koldt og jeg er i julestemning! Der er pyntet op i lejligheden, kalenderlyset er tændt, skrabekalenderen hænger på køleskabet og jeg er så klar til julehygge.

For mig hænger hygge ofte sammen med madlavning eller bagning, især sammen med min familie. Vi kan hygge os i timevis med bageprojekter, særligt med julesmåkager som disse som først skal bages og så pyntes. Disse chokolade julesmåkager er nemme og sjove at lave sammen med børn, da det kun er fantasien der sætter grænser for motiv og pynt!

Udstikke småkager til jul

Disse chokolade julesmåkager kan skæres til flade småkager som den nemme og hurtige løsning, eller de kan udstikkes i julemotiver ligesom vi har gjort. De holder formen perfekt, så denne opskrift er oplagt til udstikning i motiver.

Det vigtigste kriterie for en småkage, som skal udstikkes er, at den bevarer formen og de skarpe kanter under bagning. Som regel skal småkagedejen på køl inden bagning for at opnå dette, men det er ikke nødvendigt med denne opskrift. Kanterne bliver helt skarpe uden man behøver vente på, at dejen køler.

Småkage udstikkerJulesmåkager

Efter bagningen skal småkager køle helt af på en bagerist, så bunden bliver sprød. De køler hurtigt af og kan så pyntes med glasur. Her er det smartest at bruge royal icing glasur, altså en glasur rørt på æggehvide og flormelis, da den er kridhvid og stivner helt, så mønstret bevares i modsætning på en kageglasur rørt på flormelis og vand.

Glasuren kan bedst styres hvis du kommer den i en sprøjtepose med en tylle. Prøv dig frem med forskellige størrelse tyller for at se, hvilken streg-tykkelse du kan lide. Vi kan godt lide at bruge Wilton 1 og Wilton 2 tyllerne. Du kan også tilsætte lidt farve til glasuren og pynte kagerne med farver eller drysse krymmel på glasuren.

Glasur på småkager

Vi lavede en masse forskellige motiver som pynt på vores julekager. Man kan også lave huller i kagerne, så de kan hænges på juletræet.

Julesmåkager med glasur

Opbevar chokolade julesmåkagerne i en lufttæt kagedåse eller beholder, så de forbliver sprøde.

Chokolade småkager til jul, opskrift fra Bageglad

Udstikke småkager til jul

Opskrift: Julesmåkager med chokolade

Ret: Dessert
Samlet tid: 2 timer 30 minutter
Mængde:: 30 -40 småkager

Hyg jer med disse skønne julesmåkager, som du kan lave med dine helt egne motiver. Pynt chokolade julesmåkagerne med royal icing glasur og øv dine sprøjtefærdigheder!

Udskriv

Ingredienser

Chokolade småkager:

  • 230 g blødt smør
  • 200 g sukker
  • 1 æg
  • 400 g mel
  • 2 tsk vanillesukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 60 g kakao

Royal icing glasur:

  • Pasteuriseret æggehvide
  • Flormelis

Fremgangsmåde

  1. Kom det bløde smør og sukker i en stor skål eller skålen på en røremaskine og rør det sammen med en elpisker eller røremaskine, til det er cremet og luftigt. Tilsæt æg og rør kort rundt, så ægget er blandet ud i dejen.
  2. Rør mel, vanillesukker, bagepulver og kakao sammen i en anden skål, så det er helt blandet sammen. Tilsæt melblandingen til den våde dej lidt ad gangen under omrøring. Dejen vil blive rimelig tør.
  3. Del dejen i 4-6 portioner og rul hver enkelt portion ud på et meldrysset bord. Dejen skal være cirka 1/2 cm tyk. Drys rigeligt mel og løft dejen hver gang du har rullet for at sikre, at den ikke hænger i bordet. Kør evt. en flad spatel under dejen efter udrulning for at sikre, at den ikke hænger i bordet.
  4. Udstik småkager med småkageudstikkere. Læg den udstukkede småkager på bageplader beklædt med bagepapir. De kan ligge tæt, da kagerne ikke flyder ud.
  5. Bag småkagerne ved 180 grader i 6-8 minutter, til de er faste og let sprøde. Lad dem køle helt af på en bagerist.
  6. Lav glasuren ved at røre flormelis ud i æggehvide. Tilpas konsistensen så den kan sprøjtes i sprøjtepose - glasuren har den perfekte konsistens når en top der dannes af glasuren er 5-10 sekunder om at flyde ud i resten af glasuren.
  7. Kom glasuren i en sprøjtepose med tylle og pynt småkagerne.

Dette indlæg indeholder affiliate links.


10. december 2016 af Trine

Kommentarer (17)

  • Marie Svar

    Hej, jeg prøver nu dejen for andet år i træk da opskriften umiddelbart er nem at gå til. Jeg har dog problemer med at få dejen til at “samle sig” – smuldrer nærmest for mig og det jeg får samlet krakelerer så det ikke er muligt at rulle ud med en pæn overflade. Jeg har fulgt opskriften nøjagtigt – hvad kan jeg have gjort forkert? Eller er det sådan dejen skal være?

    10. december 2018 at 22:05
    • Trine Svar

      Hej Marie
      Dejen skal være rimelig tør, men den bør kunne samle sig. Mel er dog forskelligt og størrelsen på æg også (bruger du æg størrelse M/L?). Jeg vil råde dig til at tilsætte en lille smule mere æg og at bruge mel velegnet til kager.

      10. december 2018 at 22:08
  • Erika Svar

    Hey kan de bruges som dekoration i stedet for? Hvis Yeah er der så noget ved opskriften som skal ændres?

    1. december 2018 at 21:39
    • Trine Svar

      Hej Erika
      Altså du kan selvfølgelig sagtens hænge snor i og hænge dem op, hvis det er det du mener med dekoration.
      Du kan evt. prøve at bage dem lidt længere, så de bliver lidt hårdere.

      1. december 2018 at 21:42

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Del med en ven