Kage med hyldeblomstmousse

2. februar 2018 af Trine

Min kæreste og jeg har travlt med bryllupsplanlægningen for tiden.  Vi skal giftes til august og har været så overmodige at kaste os ud i et totalt gør-det-selv projekt hvor vi skal stå for ALT selv. På daværende tidspunkt var der halvandet år til, og det virkede som meget tid og en rigtig god idé, men nu hvor dagen sniger sig nærmere er der alligevel utroligt meget vi skal tage stilling til og organisere.

Derudover vil vi også rigtig gerne på en skøn bryllupsrejse, så vi er også i gang med at researche rejsedestinationer hvor der er god mulighed for dykning i august – og det er altså ikke så nemt som det lyder!

Disse projekter forhindrer mig dog ikke i at hygge mig i køkkenet. I dag vil jeg dele en meget nem og lækker moussekage med hyldeblomst. Den er så let og frisk, at det er som at spise en sky!

Kage med hyldeblomstmousse

Kagens bund er en supernem kiksebund, som bare er lavet med Digestive kiks og smør. Nemmere bliver det ikke. Og så den lækre hyldeblomstmousse fordelt i et jævnt lag ovenpå.

Jeg har drysset karamelspåner fra Sweet Addiction på min kage.  Man kan naturligvis pynte kagen mere end jeg har gjort, men jeg synes også bare den er så fin i sin enkelthed med den hvide mousse og så lidt drys.

Hyldeblomstmousse kage opskrift fra Bageglad

Jeg elsker den der smelte-effekt som mousse får på ens tunge.  Det gør mig glad helt ned i tæerne. Og denne hyldeblomstmousse er så let og luftig, som den overhovedet kan blive, så en kage som ellers ser rigtig tung ud forsvinder på få sekunder. Jeg havde kagen med på arbejde og delte den med kollegerne, og den var pist væk på et kvarter.

Hyldeblomstmousse opskrift

Hyldeblomstmousse kage opskrift fra Bageglad
Udskriv

Kage med hyldeblomstmousse

Mængde: 1 kage med Ø26 cm (10-12 personer)

Ingredienser

Kiksebund:

  • 225 g Digestive kiks (1/2 pakke)
  • 125 g smør

Hyldeblomstmousse:

  • 4 blade husblas
  • 3 dl hyldeblomstsaft
  • 3 spsk citron
  • 1/2 liter piskefløde

Pynt:

  • evt. karamel- eller chokoladespåner

Fremgangsmåde

Kiksebund:

  1. Kom kiksene i en frysepose og bind en knude på den. Bank med en kagerulle på kiksene indtil de bliver til fine krummer. Hæld krummerne i en skål.
  2. Smelt smørret. Hæld det over kiksekrummerne i skålen og rør godt rundt, så smørret er helt fordelt på krummerne.
  3. Beklæd bunden af en justerbar bagering med bagepapir (så bagepapiret går helt op langs siderne på ydersiden af bageringen - sættes fast i toppen med papirklips) eller vælg at bruge en almindelig springform. Pres kiksekrummerne ud i bunden af din form i et jævnt lag. Sørg for, at det presses helt tæt og helt ud til kanterne, så får du den pæneste bund.
  4. Stil kagen i fryseren i minimum 30 minutter inden hyldeblomstmoussen fordeles ovenpå.

Hyldeblomstmousse:

  1. Læg husblassen i blød i koldt vand i 10 minutter.
  2. Kom imens hyldeblomstsaften og citronsaften i en lille gryde. Opvarm blandingen indtil det koger. Lad det småkoge i 1 minut og fjern så gryden fra varmen.
  3. Vrid husblassen fri for vand og kom alle fire stykker husblas i hyldeblomstblandingen og rør rundt, til det er helt opløst. Lad blandingen køle af i cirka 5 minutter.
  4. Pisk imens piskefløden til flødeskum i en stor skål. Hæld hyldeblomstblandingen over i skålen med flødeskum lidt ad gangen imens du forsigtigt rører med en stor grydeske. Vend hyldeblomstblandingen i flødeskummet indtil det er helt fordelt.
  5. Tag din form med kiksebunden ud af fryseren og hæld moussen ovenpå i et jævnt lag. Ryst evt. formen lidt, så moussen fordeler sig pænt.
  6. Stil kagen i fryseren i minimum 3 timer eller i køleskabet i minimum 6 timer inden servering. Hvis kagen er i fryseren tages den ud 30 min. før servering.
Share on Facebook13Pin on Pinterest2Tweet about this on TwitterEmail to someone

Om bloggen

Mette & Trine

Vi er to søstre fra København der på denne blog deler vores oplevelser med mad, kager og desserter. Mette er biolog med en særlig passion for kagedekoration. Trine er digital konsulent og elsker mere end alt andet at servere lækker mad og desserter for dem hun holder af. Læs mere

FÅ SENESTE OPSKRIFTER DIREKTE I DIN INBOX