Mandelbrød

Mandelbrød

27. juni 2013 af Trine
  • 0-1 time
  • Middel
Glutenfri mandelbrød opskrift

Så siger jeg midlertidigt farvel. I aften starter en laaang flyvetur til Australien, hvor jeg skal studere i 6 måneder på Queensland University of Technology i Brisbane. Jeg glæder mig som et lille barn men er samtidig ret nervøs og ked af, at skulle være væk fra min kæreste, familie og venner så længe. Det bliver en kæmpe oplevelse for mig og fokus kommer ikke til at være på mad – derfor hører I nok ikke alt for meget til mig her på bloggen det næste stykke tid.

Min søster Mette vil selvfølgelig holde jer opdateret med opskrifter, men da hun har en lille bebs at se til bliver det nok ikke flere gange om ugen. Jeg håber I vil bære over med os og fortsætte med at besøge bloggen 🙂

Indtil da får I en uundværlig opskrift for os, der ikke kan spise gluten- og mælkeprodukter, nemlig mandelbrød! Det er hårdt at undvære brød når man boycotter mel- og mejeriprodukter. Derfor blev jeg overlykkelig da jeg faldt over denne opskrift på mandelbrød som er uden gluten, mælk, smør og æg.

Glutenfri mandelbrød opskrift

Disse små mandelbrød består af blendede mandler, pære og kokosolie. Man kan købe mandelmel færdigt eller male det selv – jeg giver blot mandlerne en tur i hakleren, så mine brød er lidt grovere i det.

Pæren får ligeledes en tur i hakleren, så den bliver til mos. Sammen med kokosolien holder det mandelmassen sammen, så man kan forme små minibrød.

Brødene bages i cirka 25 minutter og køler af på en bagerist.

HVIS dine brød falder fra hinanden er det fordi, dejen har været for våd. Det skete for mig en enkelt gang da jeg brugte en overmoden pære – der blev dejen simpelthen for våd og bollerne smuldrede. I så fald skal der mindre kokosolie i.

Glutenfri mandelbrød opskrift

Mandelbrød opskrift

Mængde: 3 stk

Ingredienser

  • 3 1/2 dl mandelmel
  • 1 pære
  • 2 spsk kokosolie
  • 1/2 tsk natron
  • 1 knivspids salt

Fremgangsmåde

  1. Blend pæren til puré i en food processer eller blender. Rør mandelmel, pære, natron, salt og kokosolie sammen i en skål, til det danner en dej.
  2. Form små brød af dejen på en bageplade beklædt med bagepapir og tryk dem lidt flade.
  3. Bag mandelbrødene ved 180 grader i cirka 25 minutter og lad brødene køle af på en bagerist.

Opskriftsnoter

Diæt: Glutenfri. Laktosefri. Undlad natron og salt til Paleo (stenalderkost).

 


Kommentarer (6)

  • Carina Svar

    Kan man astate mandelmel med almindelig grahamsmel 🙂

    17. januar 2016 at 14:01
    • Trine Svar

      Hej Carina
      Jeg har ikke prøvet, men lad mig gerne høre hvordan resultatet bliver 🙂

      17. januar 2016 at 14:10
  • Erik Svar

    Tak for opskriften på mandelbrød. Desværre er æble og pære no go for mig. Nogen forslag til alternativer. har selv spekuleret lidt på revet courgette – men ved ikke om det er fugtigt nok?

    mange hilser
    Erik

    10. august 2013 at 13:41
    • Jeanette Helsted Svar

      Jeg sad med nøjagtig samme tanke, Erik 🙂

      Må heller ikke spise æble og pære 🙁

      11. august 2013 at 20:00
      • Trine Svar

        Hej Erik og Jeanette,
        Jeg har ikke prøvet med andet end squash og æble, men jeg ville helt klart forsøge mig med squash og/eller gulerødder – og så en større mængde.

        13. august 2013 at 02:56
  • Mandelbrød Om kost og ernæring Svar

    […] Læs hele artiklen her på >>: Bageopskrifter med flotte billeder fra Bageglad […]

    21. juli 2013 at 22:06

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *